Endnu et besøg fra Danmark samt en tur til Yosemite

12 May

For et par uger siden fik vi endnu engang besøg hjemmefra. Simones forældre trængte til ferie og havde derfor bestemt sig for at komme over og besøge os. De første dage efter at Kim og Vibeke var ankommet viste dem rundt på universitetet, gik en tur op i bjergene, som ligger bag Santa Barbara by, og vi spiste med dem om aftenerne. En af aftenerne havde vi ”dobbelt–besøg”. Lisbeth og Lars, som er venner af Simones familie, var på ferien i Californien med deres datter Stine, og de havde længe planlagt at ville komme forbi og sige hej for en enkelt aften. Lisbeth og Vibeke har gået i gymnasiet sammen, og vi havde hemligholdt for Lisbeth og Lars, at Simones forældre også var på besøg. Det var derfor rigtig sjovt da Lisbeth og Lars ankom til vores lejlighed og overraskende mødte Kim og Vibeke. Eftermiddagen og aftenen brugte vi inde i Santa Barbara, hvor vi gik op og ned af hovedgaden med alle butikkerne, ned til havnen og stranden og spiste middag på en super god restaurant.

I den efterfølgende weekend var vi så blevet inviteret med i Yosemite. Fredag omkring middag begav vi os derfor af sted på den seks timer lange køretur. Vi gjorde dog et holdt rimeligt tidligt, da vi gerne ville besøge Solvang – den ”danske” landsby – som ligger på vejen mod Yosemite. Vi gik en lille tur, og så de ”wannbe” danske bindingsværk huse og vindmøller. Efterfølgende fortsatte vi den lange køretur gennem en masse forskelligt terræn fra de havet og de små bjerge til helt åbne og meget, meget flade marker til de kæmpemæssige bjerge og skove omkring Yosemite. Vi ankom til vores overnatningssted – som lå 8 km uden for parkindgangen – lidt ud på aftenen, fik lidt mad i deres restaurant og bagefter et glas medbragt vin på værelserne inden vi lagde os til at sove for at lade op til den følgende dag.

Den følgende dag korte vi tidligt om morgenen ind til dalen i midten af parken. Herfra ville vi ud på en 6-8 timers gåtur til toppen af Yosemit Falls som er et af parkens mange vandfald. Det var en super flot tur, med fantastisk udsigt lagt det meste af vejen, og det var desuden også en utrolig god sti at gå på – i hvert fald så længe man gik under ”snegrænsen”. Flere steder oppe mod toppen lå der nemlig stadig sne, og det var ikke helt let at stå fast på med sine gummisko. Vi nåede toppen efter at have gået opad i ca. 3 timer, og der satte vi os så og spiste chokoladebarer og nødder hvortil vi drak vand og cola – måske ikke helt sundt, men et yderst energirig måltid. Turen nedad igen tog cirka lige så lang tid som at gå opad, og da vi endelig kom ned var vi da også godt mørre i bentøjet, og var glade for, at vi ikke havde været så sindssyge at begive os ud på 10-12 timers turen J

Da vi kun havde en weekend i Yosemite – da Jesper og jeg skulle hjem til vores køre studie igen til om mandagen – havde vi kun søndag formiddag i parken. Vi brugte den derfor på at tage helt ud til den sydlige del af parken, (vi boede ved den vestlige indgang), var der skulle stå en masse Sequoia træer, som er kendt for at være den type træer i verden med størts diameter. Efter en times kørsel i bil nåede vi således ned til de storer træer (ja, det er en meget stor park). Fra parkeringspladsen gik vi så en lille tur rund i området og betragtede de gigantiske træer. Vi kan ikke lige huske hvor store træerne præcis var, men I kan evt. Se på vores billeder fra turen for at få et indtryk. Efter endt gåtur kørte vi en time tilbage til midten af parken igen, hvor vi spiste frokost inden vi fortsatte videre mod vest. Jesper og jeg blev sat af ved en biludlejer i en lille by ikke så langt fra Yosemite, og kørte hjem derfra, mens Kim og Vibeke fortsatte nordpå til San Francisco.

Inden de tog helt hjem til Danmark igen kom de dog forbi Santa Barbara en gang mere. Hvor vi endnu engang brugte aftenerne på at spise sammen. Det var smadder hyggeligt at få besøg hjemmefra endnu en gang, og nu med fire og en halv uge igen til vores ophold ved UCSB er definitivt slut, går der ikke længe før vi vender næsen hjem til jer alle sammen hjemme i Danmark. Vi glæder os, men vi kommer også til at savne Californien og de mennesker, vi har mødt herovre!

 

One Response to “Endnu et besøg fra Danmark samt en tur til Yosemite”

  1. Per og Dorte June 9, 2011 at 00:20 #

    Bliver helt misundelig når jeg ser billederne fra Yosemite – kunne super godt tænke mig at komme der til igen :o) Vi glæder os rigigt
    meget til at se jer når I kommer hjem ! Nyd nu resten af jeres ophold rigtgt meget!
    Stort knus fra Dorte

Leave a Reply to Per og Dorte