Thanksgiving og San Francisco
3 Dec
Forrige uge var Thanksgiving, og vi havde derfor en lille ferie dvs. en forlænget weekend, torsdag til søndag. Vi havde bestemt os for, at vi ville bruge denne lille ferie på at komme lidt væk fra Uni og dagligdagen. Vi havde derfor lejet en bil fra onsdag eftermiddag til mandag morgen og bestemt os for at køre til San Fransisco.
Turen op til San Fransisco fra Santa Barbara er på omkring 6 timer i bil. Vi bestemte os derfor for at køre allerede onsdag aften, sådan at vi kunne få mere ud af torsdagen. Så onsdag aften efter at Simone var færdig på universitetet kl. 18, og vi havde pakket drog vi nordpå. Vi gjorde holdt og overnattede i en lille by med det sjove navn King City.
Torsdag morgen, Thankgiving dag, spiste vi på en traditionel amerikansk diner, hvor vi fik kartofler, bacon, pølser og pandekager i store mængder. Vi havde fået anbefalet at tage en tur forbi akvariet i Monterey, så vi kørte lidt væk fra den lige vej til San Fransisco. Monterey er en hyggelig lille by midt i en bugt, der er hjemsted for meget dyreliv. Akvariet var meget flot, især goblerne (vandmænd og brændmænd) var spændende og se. Men også odderne, de farverige koralfisk, pingvinerne og dykkerfuglene gjorde indtryk. Se endelig billederne fra akvariet i galleriet. Ude på akvariets meget store terasse var der udsigt over havet, og vi var så heldige at se flere oddere ligge i vandoverfalden på ryggen og hygge sig. Bag akvariet var et havbiologisk forskningscenter fra Stanford University, og på en strand inde på deres grund lå der desuden en masser sæler og sov, eller måske de bare solede sig.
Herefter kørte vi lidt længere nordpå langs kysten til Santa Cruz, (som vi også havde fået anbefalet at slå et smut forbi). Herr gjorde vi et kort stop ude på en kæmpe mole, hvor vi gik en lille tur. På pælene under molen boede en kæmpe flok søløver, der ligesom sælerne så ud til at lave så lidt som overhovedet muligt. Der var dog et par unge rastløse sjæle, der boltrede sig i havet og hoppede rundt, de så generelt ud til at more sig gevaldigt. Herefter gik turen igen mod San Fransisco, eller dvs. til Oakland, en forstad, hvor vi havde besluttet at bo, da det var væsentlig billigere end at bo inde i byen, og det er rimeligt nemt at komme ind til byen derfra.
Vi ville også gerne opleve en del af Thankgiving traditionen, så derfor havde vi bestilt bord på en restaurant til omgang traditionel Thanksgiving kalkun og pumpkin pie. Vi havde også en forret med nogle meget lækre små anretninger af kød, fisk og skaldyr, men som ikke var specielt Thanksgiving-mad.
Fredag morgen tog vi toget ind til San Fransisco, vi var tidligt oppe, fordi vi ville havde noget ud af dagen, men det var nærmest for tidligt. Byen var slet ikke stået op på dette tidspunkt, så den første time, var der slet ingen ting, der havde åbent. Vi gik op langs kajen med alle havnemolerne, som byen er så berømt for. Det var en meget hyggelig tur, hvor vi bl.a. kunne se ud til byens to måske nok mest kendte seværdigheder: Golden Gate Bridge og Alcatraz fængslet.
Efterhånden som butikkerne åbnede fortsatte vi vores tur igennem Little Italy kvarteret og videre til China Town. Begge meget flotte og hyggelige steder, hvor det er tydeligt at se, at byen består af mange forskellige folkefærd. Herefter forsatte vi videre til Union Square og byens forretningskvarter. Det er hårdt at gå så meget rundt i San Fransisco, da byen er meget bakket, det går op og ned hele tiden. Så vi besluttede os for at hoppe på en af de mange turbusser, der giver guidede ture rundt i byen. Her så vi byens rådhus, opera, adskillige museer og nogle interessante bydele. Vi stod af ved Golden Gate broen og gik over denne. Det er bestemt en meget flot tur og vejret var med os.
Efter at have gået over broen tog vi igen turbussen tilbage til byen, hvor vi besluttede os for at shoppe lidt. Fredagen efter Thanksgiving er i USA kendt som Black Friday og er årets største udsalgsdag dvs. alle butikkerne har udsalg, og der er som regel nogle helt fantastiske tilbud imellem. Det betød dog også, at der var en milliard mennesker eller i hvert fald tæt på, så det blev ikke til så meget, da vi allerede var meget trætte. Til aften havde vi bestemt os for at vi ville spise kinesisk og havde fundet en restaurant i Lonely Planet, som vi ville prøve. Da vi kom frem til restauranten, var der dog en kæmpe kø helt ud på gaden, så vi droppede det igen, og fandt i stedet en lille italiensk restaurant, som også var anbefalet i Lonely Planet. Her fik jeg en meget lækker risotto og Simone en pasta ret med noget af al de gode fisk og skaldyr, som byen også er kendt for.
Næste dag havde de ikke lovet fantastisk vejr (det regnede også helt vildt), og vi besluttede derfor at gå på museum. Det var nogle meget hyggelige timer vi fik brugt mellem de mange kunstgenstande, men vi fik ikke set hele udstillingen, da vi så ville misse vores reserverede tur ud til Alcatraz. Det tager en halv time at sejle fra Fishermans Warhf ud til øen, og undervejs fik vi en lille introduktion til hvad, Alcatraz egentlig var. Efter vi kom i land på øen blev vi delt op i grupper, og nogle af de ansatte guider fortalte os en masse historier mens vi bevægede os op af bakken/klippen til toppe, hvor fængslet ligger. Her blev vi udstyret med et bånd og et par høretelefoner hver, og blev så guidet gennem fængslet af disse redskaber. Det var utroligt spændende at gå rundt og se de gamle celler, og der er en masse spændende historier tilknyttet fængslet, som blev fortalt samtidig med at vi blev guidet rundt de forskellige steder. Da audio-turen var slut var der nogle forskellige foredrag, rundvisninger og forevisninger, som kunne give os et endnu bedre indtryk af livet på. Vi så desuden fængslets lille hospital og hørte lidt om den mest hadede mand, der havde været i fængslet. Efter disse ture var det blevet mørkt og koldt, og vi var ret trætte, så vi tog den næstsidste færgen tilbage til San Francisco. da vi kom i havn var vi sultne og gik derfor ind på den første, den bedste restaurant vi faldt over – og det blev Hard Rock Café. Her fik vi en god burger og nogle pomfritter, som gav os lidt kræfter tilbage, således at vi havde en halv time til en time mere at give af inden vi måtte hjem og sove. Den tid brugte vi på gå rundt og shoppe nogle souvenirs; vi købte bl.a. en plakat og et par krus til vores lejlighed.
Næste morgen gik turen atter mod Santa Barbara. På vejen ville vi dog gerne besøge en af de mange nationalparker, hvor man kan se de kæmpe høje Redwood-træer. Vi kørte derfor til Big Basin National Park, som ligger lidt nord for Santa Cruz ude ved kysten. Det var en super smuk, men lidt lang tur derud pga. en hel masse bjergkørsel, og vi var glade da vi endelig nåede frem og kunne komme ud og strække benene og gå en tur. Der var mange forskellige mærkede ture, man kunne gå, men vi valgte den korte, som var ca. på en halv time. Vi havde desuden købt et lille kort, som samtidig kunne fortælle os lidt om de ting vi passerede. Vi så bl.a. parkens ældste træ, som bliver kaldt skovens far, og det højeste, som bliver kaldt skovens mor. Derudover fik vi læst os til lidt viden om de forskellige typer træer, der vokser i skoven, og hvordan det kan være, at nogle af dem nærmest stor i nogle små lukkede cirkler.
Efter vores gåtur gik turen så den lige vej hjem. Det var en længere tur, men vi var hjemme i rimelig tid, og vi var generelt utroligt godt tilfredse med hele vores tur til San Francisco.
No comments yet