Et smut til syd Californien

8 Sep

Vi havde ikke helt planlagt, hvad vi ville nå at gøre mens vi var i San Diego. Det endte med at vi tog i Zoo Søndag. Vi havde læst i Lonely Planet (vores rejsebog), at den skulle være et besøg værd. Det kan vi vist kun give dem ret i. Det er en helt fantastisk have, der ligger i et narturligt bjerglandskab, der giver nogle helt unikke muligheder for at lave nogle interessante (både for os og dyrene) burer.

Hele parken er meget flot lavet med områder, der forsøger at ligne de narturlige omgivelser dyrene kommer fra. De har blandt andet et kæmpe stort gigant panda (ja, de sorte og hvide bamser) forskningscenter, hvor de som nogle af de få i verden har haft succes med føde og opdrætte pandaer i fangeskab. Derudover så vi koalaer, løver, tigre, aber, zebraer, papegøjer, isbjørne, condorer (stor fugl), elefanter, næsehorn, giraffer, flodheste, kæmpe store skildpadder og mange mange flere. Det eneste vi ikke så, var slangerne 🙂 Vi brugte mere end 6 timer i parken, så havde vi dog også været over det hele og set næsten alle dyrene.

Godt trætte skulle vi finde noget at spise og igen tyede vi til vores Lonely Planet bog. Heri havde vi læst at der fandtes en helt fantastisk burgerbar ved Hoddad’s tæt ved strandområdet i San Diego. Så her kørte vi ned. Det var dog ikke lige til at finde, og da vi endelig kom frem, var det slet ikke til at parkere, og der var en kæmpe lang kø ind til stedet. Vi havde dog ikke tænkt os at give op, så vi stillede os i køen og ventede de 40 minutter det tog. Vi blev belønnet med nogle af de største burgere, som vi har set/spist. Vi var hundesulten og bestilte begge en dobbelt burger, fries og en lille bakke onion rings. Det var meget lækkert, men også på grænsen til vulgært.

Den næste dag havde vi bestemt skulle være i SeaWorld. Vi er ikke så gode til at stå op om morgenen, så vi var først derude omkring klokken halv tolv. Simone havde bestemt sig for, at hun ville møde delfinerne, så det første vi gjorde var at forsøge at reservere en plads til dette. Der var ingen pladser før kl 16:30, og vi tænkte straks, hvordan skal vi dog få al den tid til at gå. Men vi havde besluttet os for at vi skulle se alle dyreshowene i parken. Det første vi så var Shamu – Believe, et fantastisk show med spækhuggere, herefter så vi et søløve show med et gæsteoptræden af en odder, og til sidst så vi et storslået show med delfiner, fugle og akrobater. Indimellem alt dette så vi alle parkens dyr bl.a. hajer, rokker, søstjerner, oddere, isbjørne, sæler, søløver, hvaler, skildpadder, delfiner, pingviner og alle mulige og umulige slags fisk. Simone fik også lov at møde delfinerne på helt nært hold, hvilket jeg tror hun syntes var helt fantastisk, men det må hun hellere selv få lov at fortælle om en af dagene.

Tirsdag skulle vi tilbage til Santa Barbara (eller Goleta, som egentlig er den by vi bor i), og vi havde besluttet at køre tidligt og så tage Highway 1, som skulle være en utrolig smuk tur ude langs kysten. Highway 1 starter syd for Los Angeles og strækker sig hele vejen til San Fransisco. Da vi kom ud til Highway 1 ca. 100 km syd for L.A. blev vi mødt med den ene lækre sandstrand efter den anden, og dem som boede her med udsigt til vandet kan bestemt ikke klage. Vi kørte bl.a. igennem Orange County, som nogen måske kender fra tv-serien af samme navn. Vi blev ledt igennem L.A. hvilket var knapt så spændende, da det meste af turen gik gennem industri og kedelig kontorbyggeri. På en anden side blev vi endnu en gang mødt af synet af de lækre sandstrande ved Malibu. Efterhånden som vi kom længere op nordpå blev landskabet mere vildt og råt. Der begyndte at være stejle klipper og skrænter, men altsammen utrolig smukt.

Vi er nu tilbage i Goleta, hvor vi igen er indlogeret på Motel 6. Jeg må hellere stoppe nu, jeg har allerede skrevet en hel fristil. Billederne må desværre vente lidt endnu, da internet forbindelsen er meget langsom de sidste par steder, vi har været. Vi skal nok skrive et nyt indlæg, når vi har lagt billeder op og opdatere de enkelte indlæg.

Vi vender snart tilbage med mere nyt bl.a. omkring lejlighed.

Jesper

UPDATE: Tilføjet et billede, men internettet er desværre stadig meget langsomt så flere må vente til senere.

2 Responses to “Et smut til syd Californien”

  1. Per og Dorte September 13, 2010 at 02:47 #

    Hej Jesper og Simone
    Hører det er faldet på plads med lejligheden. Vi glæder os rigtigt meget til at følge med på jeres blog. Det må have været en skøn tur til San Diego, vi håber vi snart får set nogle flere billeder.
    Nyd det nu rigtigt meget derovre, vi er SLET ikke misundelige ;o)

    Knus fra Per og Dorte

  2. Anne Jensen September 13, 2010 at 10:02 #

    Køre Simone og Jesper!

    Dejligt at læse at I har det godt og oplever en masse spændende ting. Glæder os til at se nogle billeder. Her er alt vel – Maria er startet på KUA og hendes ben er rimeligt. Trine og Mads har lige “bestilt” Bents lejlighed i London mellem jul og nytår og Ole, Maria og jeg tager d. 11.10 ned i sommerhuset i Italien, så vi er alle glade for fætter Bent. Vi skal pa<sse Bufo fra på onsdag og en god uge frem – spændende om han kan falde til her! Skal hilse fra Ole.
    Kærlig hilsen Anne

Leave a Reply